22. februar 2016

Død og begravelse i jødedommen

De jødiske ritualer omkring død, begravelse og sorg er blevet opretholdt gennem årtusinder og bliver stadig overholdt i dag.

Jødedommen sætter livet højere end noget andet. Men samtidig ser man traditionelt ikke døden som en tragedie. Døden er en naturlig proces. Et menneskes død betragtes som en overgang fra den fysiske verden til en åndelig verden. Døden er ikke et afsluttende kapitel, men en midlertidig afsked.

Begravelsen og sørgeperioden handler derfor om to ting: at ære den afdøde - og at trøste de efterladte.

Død
Ved budskabet om et menneskes død lovpriser man Gud for at være den ene sande dommer. Derefter handler alt fra død til begravelse om at respektere og ære den afdøde, og det er skik at våge over den døde. Man lader traditionelt en begravelse ske så hurtigst som muligt efter, at døden er indtrådt.

Inden begravelsen bliver den afdøde gjort i stand af et særligt jødisk begravelsesselskab. Denne gerning anses for at høre til blandt de fornemste handlinger, som et menneske kan gøre for sine medmennesker. Denne handling foregår i dyb respekt for den afdøde.

Alle afdøde bliver iklædt de samme enkle, hvide klæder og begraves i simple, umalede kister som et tegn på, at alle er lige i døden. Mænd bliver desuden svøbt i deres bedesjal. Inden kisten lukkes, strøes en lille smule jord fra Israel over øjne og hjerte.

Ifølge ortodoks jødisk praksis bliver den afdøde begravet. Man anvender ikke ligbrænding, fordi det er vigtigt, at kroppen hviler i fred, så den kan genopstå ved tidernes ende. Med dette som baggrund taler man i jødedommen om evig gravfred, og grave sløjfes aldrig. Kremering og nedsætning af urner er dog i dag muligt for danske jøder på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Begravelse
Begravelsen ærer den afdøde og er starten på sørgeperioden for de efterladte. Enkelte familier markerer deres sorg ved at rive en flænge i tøjet.

Det betragtes som en god gerning - en mitzvah - at møde op til en begravelse og være med til at følge den døde til graven.

Under selve mindehøjtideligheden læser synagogens forsanger, kantoren, og rabbineren de traditionelle hebraiske tekster, og rabbineren holder en tale på dansk, som både ærer den afdøde og hjælper de sørgende.

Derefter går følget fra kapellet ud på selve begravelsespladsen, hvor jordfæstelsen foregår. Også her læses der traditionelle hebraiske bønner, og når kisten er sænket, kaster de nærmeste efterladte jord på kisten. Det er en jødisk tradition, som skal hjælpe de efterladte med at forstå den absolutte virkelighed i døden og aktivt deltage i afskeden.

Efter jordfæstelsen læses kaddish, den bøn som blandt andet er knyttet til en begravelse. Denne bøn siges højt af de efterladte. Kaddish-bønnen udtrykker den fundamentale accept af Guds storhed, men repræsenterer også ideen om kontinuitet og minde. Kaddishbønnen benyttes også gennem sørgeåret og bliver også sagt hvert år på dødsdagen.

Sorg
Efter begravelsen holder man traditionelt syv sørgedage i hjemmet, hvor de efterladte opholder sig sammen og modtager besøg og omsorg. Sørgeperioden hedder shivah, som betyder syv, og man kalder det ofte "at sidde shivah". Besøgende medbringer ikke blomster, men gerne mad til de efterladte. Efter de syv sørgedage træder man ind i livet igen.

Inden for et år sætter man en gravsten på graven. Den afdødes dødsdag er en årlig mindedag, hvor det er almindeligt at besøge graven. Man lægger ikke blomster på en jødisk grav, men lægger i stedet en lille sten for at vise, at der har været besøg.
Copyright © 2016 Møllegade