Omtrent 2800
gravsten står stadig på begravelsespladsen. De resterende er enten sunket i
jorden eller forvitret bort, hvis de ikke er blevet stjålet eller ødelagt.
Desuden blev en række gravsteder kun markeret med billige træstøtter, som også
er forsvundet med tiden.
Der er således mange
flere grave end gravsten her på begravelsespladsen. Det er grunden til, at
gæster anmodes om kun at færdes på de markerede stier. Selve gravene vender
alle mod øst, mod Jerusalem.
Det er jødisk skik,
at alle er lige i døden, og at der ikke skal gøres forskel på de rige eller de
fattige. Det gælder i princippet også gravstenene. Kigger man ud over
begravelsespladsen kan man se, at den skik i en vis grad blev opretholdt i den
første tid, hvor mange gravsten er af sandsten, ligner hinanden og bærer
hebraiske inskriptioner.
Men især i
1800-tallet ønskede det jødiske borgerskab en mere personlig stil, måske
inspireret af de danske kirkegårde. Teksterne på gravstenene blev en
kombination af hebraisk og dansk, før de fra midten af 1800-tallet
hovedsageligt blev på dansk. Nogle af gravstenene blev også større og mere
kostbare.
Traditionerne fra
kirkegårde med blomster og små haver omkring gravene er dog ikke blevet
kopieret. På jødiske begravelsespladser lægger man således typisk ikke
blomster. For det første ud fra tanken, at alle skal være lige i døden, og for
det andet for at man ikke skal plukke en levende blomst til ære for de døde.
Det er således typisk i jødisk livsopfattelse, at livet kommer før døden.
I stedet lægger
besøgende en lille sten på den afdødes gravsten, som diskret viser, at man har
besøgt graven; et symbol på værdsættelse og respekt. I de ældste tider blev
gravene ikke markeret med gravsten, men i stedet med gravhøje af sten, så at
lægge en sten på graven var samtidig en måde at bevare gravstedet.
Inskriptioner
En gravsten på
hebraisk bliver indledt med udtrykket "her hviler" efterfulgt af den
afdødes navn.
Hvis den afdøde er
en mand:
Hvis den afdøde er
en kvinde:
Man vil ofte nederst på gravstenen finde fem hebraiske
bogstaver, som udgør en forkortelse fra et vers i Torah, som betyder:
Måtte hans/hendes sjæl være forbundet med livets bånd.
På nogle gravsten
ser man desuden symboler, som fortæller mere om den afdøde. To hænder med delte
fingre i en velsignelse fortæller, at den afdøde var kohanit, som er det
jødiske præsteskab og efterkommere af tempelpræsterne:
Et vandfad eller en
kande fortæller, at her hviler en afdød fra Levi stamme. Levitter vasker
kohanitternes hænder inden velsignelsen:
