22. februar 2016

Gravstenene i Møllegade



Omtrent 2800 gravsten står stadig på begravelsespladsen. De resterende er enten sunket i jorden eller forvitret bort, hvis de ikke er blevet stjålet eller ødelagt. Desuden blev en række gravsteder kun markeret med billige træstøtter, som også er forsvundet med tiden.

Der er således mange flere grave end gravsten her på begravelsespladsen. Det er grunden til, at gæster anmodes om kun at færdes på de markerede stier. Selve gravene vender alle mod øst, mod Jerusalem.

Det er jødisk skik, at alle er lige i døden, og at der ikke skal gøres forskel på de rige eller de fattige. Det gælder i princippet også gravstenene. Kigger man ud over begravelsespladsen kan man se, at den skik i en vis grad blev opretholdt i den første tid, hvor mange gravsten er af sandsten, ligner hinanden og bærer hebraiske inskriptioner.

Men især i 1800-tallet ønskede det jødiske borgerskab en mere personlig stil, måske inspireret af de danske kirkegårde. Teksterne på gravstenene blev en kombination af hebraisk og dansk, før de fra midten af 1800-tallet hovedsageligt blev på dansk. Nogle af gravstenene blev også større og mere kostbare.

Traditionerne fra kirkegårde med blomster og små haver omkring gravene er dog ikke blevet kopieret. På jødiske begravelsespladser lægger man således typisk ikke blomster. For det første ud fra tanken, at alle skal være lige i døden, og for det andet for at man ikke skal plukke en levende blomst til ære for de døde. Det er således typisk i jødisk livsopfattelse, at livet kommer før døden.

I stedet lægger besøgende en lille sten på den afdødes gravsten, som diskret viser, at man har besøgt graven; et symbol på værdsættelse og respekt. I de ældste tider blev gravene ikke markeret med gravsten, men i stedet med gravhøje af sten, så at lægge en sten på graven var samtidig en måde at bevare gravstedet.

Inskriptioner
En gravsten på hebraisk bliver indledt med udtrykket "her hviler" efterfulgt af den afdødes navn.

Hvis den afdøde er en mand: 

Hvis den afdøde er en kvinde: 

Man vil ofte nederst på gravstenen finde fem hebraiske bogstaver, som udgør en forkortelse fra et vers i Torah, som betyder:

Måtte hans/hendes sjæl være forbundet med livets bånd.

På nogle gravsten ser man desuden symboler, som fortæller mere om den afdøde. To hænder med delte fingre i en velsignelse fortæller, at den afdøde var kohanit, som er det jødiske præsteskab og efterkommere af tempelpræsterne:

      

Et vandfad eller en kande fortæller, at her hviler en afdød fra Levi stamme. Levitter vasker kohanitternes hænder inden velsignelsen:


Copyright © 2016 Møllegade