Wulff Philip Heyman blev født i København i 1794
som søn af Philip Heyman - som senere blev den jødiske menigheds forstander - og
Hale Wallich.
Han var manufakturhandler og opførte siden
ejendomme i bl.a. Pilestræde, St. Kongensgade og Gothersgade. Sammen med sin
ældste søn Isaac Wulff Heyman (MG-56) anlagde han i 1853 Bryggeriet Svanholm,
som bryggede bajersk øl. Sønnen drev bryggeriet til sin død i 1884. Otte år
senere indgik det i De Forenede Bryggerier.
Wulff Philip Heyman var først gift med Gitl Moses. De fik to børn,
før Gitl døde tidligt i 1833. Nogle år senere giftede han sig med Jacobine
Meyer, og de fik seks børn.
Blandt børnene med Jacobine finder vi Philip Wulff Heyman, som
formentlig lod sig inspirere af familiens interesserer i bryggerier, da han i
1873 grundlagde Tuborg og selv var direktør for bryggeriet, mens det lancerede
både Rød og Grøn Tuborg og Tuborgs karakteristiske parasoller, ligesom han fik
bygget den store Tuborgflaske, som i dag står i Hellerup. Philip Wulff Heyman
er i modsætning til sine forældre og den ældre bror begravet på Mosaisk Vestre
Begravelsesplads.
Wulff
Philip Heyman døde i 1866 og er begravet i H-5-16 i Møllegade ved siden af sin
første hustru Gitl, mens den anden hustru Jacobine er begravet tæt på i H-6-29.
Hendes gravsten er formet som et træ, men er dog lavet af sten.