Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Mendel
Levin Nathanson skulle blive en af de mest fremtrædende og betydningsfulde
danske jøder.
Han blev født i den daværende danske by Altona og
voksede op i yderst beskedne kår og uden at gå i skole. Som 12-årig kom han til København uden at kunne
tale ét eneste ord dansk – men han lærte hurtigt det danske sprog – og behovet
for at kunne tale det.
Den unge Nathanson viste sig at være en
usædvanlig dygtig elev. Allerede som 15-årig blev han bogholder for sin morfars
handelshus på Gammel Strand. Samme år blev han rost for sin koldblodige
opførsel under Københavns Brand, hvor han reddede firmaets bøger, regnskaber og
pramme fyldt med gods.
Som 18-årig startede han egen virksomhed med
import fra England. Få år senere var den driftige unge forretningsmand blevet
partner i det store handelshus Meyer & Trier – og i de følgende mange år
kunne Nathanson nyde stor økonomisk fremgang.
I en økonomisk krisetid rådgav han også kong
Frederik den 6. og drev finansielle forretninger for statens regning. Risikable
spekulationer endte to gange i fallit, før han i 1831 forlod erhvervslivet for
at etablere sig som forfatter.
Jødiske skoler
På dette tidspunkt havde Nathanson allerede sat
sig markante spor i det jødiske samfund. I starten af 1800-tallet måtte jødiske
børn stadig ikke gå i de kristne skoler og fik ingen fælles undervisning. De
talte også stadig en blanding af hebraisk og tysk. Men det satte den 25-årige
forretningsmand sig for at ændre.
I 1805 stiftede han derfor Den Mosaiske Friskole
for Drenge – og i 1810 var han med til at stifte Carolineskolen til pigerne,
som havde navn efter prinsesse Caroline. På begge skoler var der fokus på det
danske sprog som en afgørende faktor for at kunne begå sig i det danske samfund.
Nathanson støttede i de følgende år begge skoler
økonomisk og gav både skolerne og de elever, der udgik fra dem, stor
opmærksomhed.
Også i den jødiske menighed var Nathanson en
reformator – og så spillede han en afgørende rolle i arbejdet for det jødiske
frihedsbrev, som blev givet af kong Frederik den 6. i marts 1814. Den kongelige
anordning gav jøderne fulde borgerrettigheder – men indeholdt også en række
krav til det jødiske samfund.
Jødefejderne i København
Året før – i 1813 – havde Nathanson og de danske
jøder oplevet den såkaldt Litterære Jødefejde, hvor fremtrædende danske
debattører angreb jødernes stilling i landet. Men det skulle blive værre, da
den såkaldt Korporlige Jødefejde i 1819 og -20 brød ud i København med krav om
at fordrive jøderne helt. Jødiske forretninger og butikker blev raseret, og
jøderne måtte skjule sig.
Jødefejderne var en stor sorg for Nathanson, som
gjorde så meget for at lade jøderne integrere i det danske samfund. Han valgte
senere at lade sine børn konvertere til kristendommen.
Chefredaktøren
Arbejdsmæssigt skiftede Nathanson spor, da han i
1838 blev chefredaktør på Berlingske Tidende. Det var dengang et lille
uanseeligt blad, som under Nathansons ledelse blev til et stærkt dagblad.
Nathanson var chefredaktør i 20 år og havde et kortvarigt comeback som 85-årig.
Privat var Nathanson gift med Ester Herforth, og
de fik sammen otte børn. Hjemmet var igennem årene åbent for en række af
samtidens store kunstnere - blandt andre forfatterne Jens Baggesen og Henrik
Hertz, komponisten Kuhlau og kunstmaleren C. W. Eckersberg, som udførte store
arbejder for ham – ikke mindst det berømte maleri Det Nathansonske
Familiebillede.
Mendel
Levin Nathanson døde i 1868 i en
alder af 87 år og blev fulgt til Mosaisk Nordre Begravelsesplads af en stor
skare af tidligere elever. I Møllegade ligger han sammen med sin elskede Ester.
Det er grav G-16-16.
