Møllegade: Film

Viser opslag med etiketten Film. Vis alle opslag

22. februar 2016

Begravelsespladsens historie

Publiceret 22. februar 2016 - 01.30

Der har levet jøder i Danmark siden 1600-tallet. De første af dem var sefardiske jøder, som i 1622 blev inviteret af Christian IV til at bosætte sig i den daværende danske by Glückstadt i Holsten. I 1640 kom byen Altona og dens jødiske begravelsespladser under den danske krone, og året efter fik byens menighed tilladelse af Christian IV til at åbne en synagoge. I 1676 blev Israel Salomon Levy den første bosiddende jøde i København.

Se filmen om Mosaisk Nordre Begravelsesplads

Den 16. december 1684 gav Christian V sin hofjuveler Meyer Goldschmidt tilladelse til at holde gudstjeneste i sit hjem, så længe man ikke forstyrrede de danske naboer. Datoen regnes derfor som grundlæggelsen af den jødiske menighed, og der blev holdt gudstjenester i Meyer Goldschmidts hjem i mange år, før den første synagoge blev bygget i Læderstræde. Menigheden var i starten ganske lille, og de der afgik ved døden blev begravet i Altona.

Den første begravelse

Men i 1693 døde den unge juvelhandler David Israel fra København. Hans familie fik af Københavns Magistrat lov til at begrave ham på Nørre Fælled uden for byen.

Året efter købte Meyer Goldschmidt sammen med tre andre jødiske mænd jorden omkring David Israels gravsted og fik retten til at bruge området som begravelsesplads. Den 29. august 1694 blev Mosaisk Nordre Begravelsesplads grundlagt. David Israels gravsten er fortsat bevaret og kan ses som nummer X-6.

Efter jødisk tradition er graven den afdødes evige eje. Derfor sikrede menigheden sig en evighedsstatut hos magistraten, så begravelsespladsen kan ligge her til evig tid.

Uden for byen

I 1694 lå området langt uden for Københavns volde ved en række sandgrave. Det var et øde og forblæst sted tæt ved barkmøllen "Lille Blegdams Mølle", Kongens Jagtvej og Nørre Landevej, der strakte sig over Nørre Fælled.

I de første mange år var det ofte svært for de efterhånden 150 jødiske familier inde i København at få nok folk til at følge kisten fra hjemmet og den lange vej ud til begravelsespladsen. I 1768 stiftede Tobias Abraham derfor "Ligfølge-selskabet", der skulle sikre, at et tilstrækkeligt antal frivillige fulgte de afdøde til begravelsespladsen. Selskabet holder fortsat traditionerne i hævd den dag i dag.

Udvidelser af pladsen

Begravelsespladsen blev siden starten i 1694 udvidet otte gange indtil 1855, men det var efterhånden blevet sværere og sværere at opkøbe jord omkring begravelsespladsen. For det, der i begyndelsen var fælled og sandgrave, var i anden halvdel af 1800-tallet i fuld gang med at blive det eksplosivt voksende Nørrebro, fordi byen havde bevæget sig langt ud over de gamle volde.

Derfor blev Mosaisk Vestre Begravelsesplads i 1886 åbnet på det ydre Vesterbro, og i de følgende år blev kun et lille antal personer begravet her på Nørrebro i reserverede familiegravsteder. Den sidste begravelse fandt sted i 1967.

Cirka 6000 personer er begravet her, men kun omkring 2800 gravstene er fortsat bevaret. Resten af stenene er enten forvitret bort, stjålet eller sunket og forsvundet i sandjorden, mens andre blev ødelagt under bombardementet af København i 1807.

Mosaiske Nordre Begravelsesplads er klart den største af de jødiske begravelsespladser i Danmark, som ikke længere er i brug. Der er dog også historiske begravelsespladser i Aalborg, Randers, Aarhus, Horsens, Fredericia, Fåborg, Assens, Odense, Nakskov og Slagelse med i alt knap 1500 grave, som også bevares til evig tid.

21. februar 2016

J-17-4 Simon Levin Simonsen

Publiceret 21. februar 2016 - 11.10

Simon Levin Simonsen blev født i København i 1808 som søn af Levin Simonsen og Ester Henriques.

Hans far, Levin Simonsen, kom fra Parchim i Mecklenburg, hvor han havde arvet en betragtelig sum penge fra sin far. Han kom til København i 1798 og ernærede sig som hosekræmmer, grosserer og havde en stor manufakturhandel, ligesom han var medejer af Maglekilde Papirfabrik i Roskilde.

Simon Levin Simonsen arbejdede selv som handelsagent. Hans søstre Eva og Henriette var gift med brødrene Meyer Herman Bing og Jacob Herman Bing, som drev den store papir- og kunsthandel H. I. Bing & Søn. De to Bing-brødre kontaktede Simon Levin Simonsen og bad ham om en oversættelse af den populære tyske bog Der Struwwelpeter af Heinrich Hoffmann.

Simon Levin oversatte bogen og tilføjede også tre egne fortællinger, ligesom han også selv lavede nye illustrationer. Der Struwwelpeter endte med at hedde Den Store Bastian, som kom i flere danske udgaver og siden blev solgt i over 300.000 eksemplarer på dansk.

Simon Levin Simonsen var gift med Thora Bloch. De fik datteren Betzy. Simon Levin Simonsen døde i 1879 og hviler i Møllegade i grav J-17-4 ved siden af Thora.

Se filmen om brødrene Meyer og Jacob Bing

G-16-16 Mendel Levin Nathanson

Publiceret 21. februar 2016 - 10.34

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Mendel Levin Nathanson skulle blive en af de mest fremtrædende og betydningsfulde danske jøder.

Han blev født i den daværende danske by Altona og voksede op i yderst beskedne kår og uden at gå i skole. Som 12-årig kom han til København uden at kunne tale ét eneste ord dansk – men han lærte hurtigt det danske sprog – og behovet for at kunne tale det.

Den unge Nathanson viste sig at være en usædvanlig dygtig elev. Allerede som 15-årig blev han bogholder for sin morfars handelshus på Gammel Strand. Samme år blev han rost for sin koldblodige opførsel under Københavns Brand, hvor han reddede firmaets bøger, regnskaber og pramme fyldt med gods.

Som 18-årig startede han egen virksomhed med import fra England. Få år senere var den driftige unge forretningsmand blevet partner i det store handelshus Meyer & Trier – og i de følgende mange år kunne Nathanson nyde stor økonomisk fremgang.

I en økonomisk krisetid rådgav han også kong Frederik den 6. og drev finansielle forretninger for statens regning. Risikable spekulationer endte to gange i fallit, før han i 1831 forlod erhvervslivet for at etablere sig som forfatter.

Jødiske skoler

På dette tidspunkt havde Nathanson allerede sat sig markante spor i det jødiske samfund. I starten af 1800-tallet måtte jødiske børn stadig ikke gå i de kristne skoler og fik ingen fælles undervisning. De talte også stadig en blanding af hebraisk og tysk. Men det satte den 25-årige forretningsmand sig for at ændre.

I 1805 stiftede han derfor Den Mosaiske Friskole for Drenge – og i 1810 var han med til at stifte Carolineskolen til pigerne, som havde navn efter prinsesse Caroline. På begge skoler var der fokus på det danske sprog som en afgørende faktor for at kunne begå sig i det danske samfund.

Nathanson støttede i de følgende år begge skoler økonomisk og gav både skolerne og de elever, der udgik fra dem, stor opmærksomhed.

Også i den jødiske menighed var Nathanson en reformator – og så spillede han en afgørende rolle i arbejdet for det jødiske frihedsbrev, som blev givet af kong Frederik den 6. i marts 1814. Den kongelige anordning gav jøderne fulde borgerrettigheder – men indeholdt også en række krav til det jødiske samfund.

Jødefejderne i København

Året før – i 1813 – havde Nathanson og de danske jøder oplevet den såkaldt Litterære Jødefejde, hvor fremtrædende danske debattører angreb jødernes stilling i landet. Men det skulle blive værre, da den såkaldt Korporlige Jødefejde i 1819 og -20 brød ud i København med krav om at fordrive jøderne helt. Jødiske forretninger og butikker blev raseret, og jøderne måtte skjule sig.

Jødefejderne var en stor sorg for Nathanson, som gjorde så meget for at lade jøderne integrere i det danske samfund. Han valgte senere at lade sine børn konvertere til kristendommen.

Chefredaktøren

Arbejdsmæssigt skiftede Nathanson spor, da han i 1838 blev chefredaktør på Berlingske Tidende. Det var dengang et lille uanseeligt blad, som under Nathansons ledelse blev til et stærkt dagblad. Nathanson var chefredaktør i 20 år og havde et kortvarigt comeback som 85-årig.

Privat var Nathanson gift med Ester Herforth, og de fik sammen otte børn. Hjemmet var igennem årene åbent for en række af samtidens store kunstnere - blandt andre forfatterne Jens Baggesen og Henrik Hertz, komponisten Kuhlau og kunstmaleren C. W. Eckersberg, som udførte store arbejder for ham – ikke mindst det berømte maleri Det Nathansonske Familiebillede.

Mendel Levin Nathanson døde i 1868 i en alder af 87 år og blev fulgt til Mosaisk Nordre Begravelsesplads af en stor skare af tidligere elever. I Møllegade ligger han sammen med sin elskede Ester. Det er grav G-16-16.

G-6 Heimann Jacob Bing

Publiceret 21. februar 2016 - 10.16

Heimann Jacob Bing blev født i Amsterdam i 1776 og indvandrede til København i 1799.

Han arbejdede de første år som kattuntrykker og som privatlærer i Roskilde, før han i 1803 oprettede landets første jødiske skole i København sammen med sin svoger L. J. Kalisch (H-7). På dette tidspunkt måtte jødiske børn ikke gå i de kristne skoler, men målet med den nye skole var at give de jødiske børn de samme færdigheder som de kristne børn.

Heimann Jacob Bing blev gift i 1805 med Sara Meyer, og de fik fire børn. I 1819 etablerede han en bog- og kunsthandel, som efterhånden blev byens største. Hans ældste søn Meyer Herman Bing kom tidligt til at arbejde i butikken, som senere kom til at hedde H. I. Bing & Søn og blev overtaget af Meyer og hans bror Jacob Herman Bing i 1838.

De to brødre stiftede i øvrigt sammen med Frederik Vilhelm Grøndahl porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl.

Deres far døde i 1844 og blev begravet i Møllegade i G-6-10, hvor han hviler side om side med sin hustru Sara, som døde 1848.

Se filmen om Heimann Jacob Bings to brødre Meyer og Jacob her:

B-10 Henriette Pätges, f. Hartvig

Publiceret 21. februar 2016 - 01.05

Den lille, uanseelige gravsten markerer ikke blot Henriette Pätges grav, men også, at hun faktisk - trods sin jødiske afstamning - ikke ønskede at blive begravet her i Møllegade.

Henriette Pätges blev født i Hartwig og var fra Frankfurt. Det var i 1780. Som meget ung blev hun i Hamburg ansat som tyende hos en jødisk familie, som senere tog hende med til København.

Her blev hun gift med den katolske vinkyper Christian Heinrich Pätges, som ligesom Henriette var af tysk afstamning. Han slog sig ned som vinhandler, men de engelske bombardementer af København i 1807 betød, at familien mistede alt.

De endte derfor med at flytte ud af byen til Nørrebro og drev i nogle år beværtningen ”Lille Ravnsborg”, som lå ved Assistens Kirkegård og ofte blev brugt til at drikke gravøl efter en begravelse.

Familien boede i sidebygningen, og her blev det ottende barn født i november 1812. Hanne Pätges hed hun, men vi kender hende bedre som Johanne Luise Heiberg, som skulle blive guldalderens største skuespillerinde.

Dans i Aalborg

Mens hendes mand i stigende grad blev drikfældig og meget temperamentsfuld, var det op til Henriette Pätges at skaffe brød på bordet til den store familie. Henriette Pätges arbejdede derfor stenhårdt både som værtshusejer på Nørrebro og som teltholder på Bakken, før hun i 1816 med ni børn i hælene flyttede til Aalborg for at ernære sig med madpensionat for det 2. Jyske regiments officerer.

Her lejede Henriette Pätges et lokale ud til en underofficer ved navn Zangenberg, som underviste byens børn i dans. Det blev en åbenbaring for den unge datter Hanne, som dermed fik gratis danseundervisning.

I 1820 var familien tilbage i København og Henriette Pätges lod - trods de konstante økonomiske trængsler - en anden jødisk pige bo hos sig. Hun var datter af visesangeren Michel Levin fra Bakken, og hun skaffede adgang til Det Kongelige Teaters solodanser Dahlén for den unge Hanne, som blev optaget på balletskolen.

Det blev det afgørende skridt ind i kunstens og senere teatrets verden for Hanne, som blev gift med Johan Ludvig Heiberg og i en menneskealder dominerede den danske teaterverden som Johanne Luise Heiberg.

En jødetøs

Man kan ikke påstå, at Henriette Pätges gjorde meget for at lade sine børn vokse op som jøder. Tværtimod blev de ni børn alle døbt – og de vidste intet om deres mors jødiske baggrund. Johanne Luise Heiberg beskriver i sine erindringer, hvordan hun blev chokeret, da hendes far i raseri en dag kaldte hendes mor for en ”jødetøs”.

”Jeg havde så ofte hørt hende udtale sin ringeagt for jøder, at sligt aldrig var kommen i mine tanker. For mig var denne opdagelse kilden til stor sorg. En dyb skam betog mig,” skriver Johanne Luise Heiberg selv.

Henriette Pätges var i starten af sit ægteskab gået med til at konvertere til kristendommen. Men den katolske præst, som skulle undervise hende, blev angiveligt så betaget af den smukke Henriette, at han prøvede at gøre kur til hende. Det gjorde Christian Pätges så rasende, at alle tanker om konvertering blev droppet.

Johanne Luise Heiberg skriver selv, at hendes mor mod slutningen af sit liv stadig ønskede at blive kristen. Den store skuespillerinde kontaktede derfor en præst, som dog afviste, at den 80-årige Henriette Pätges kunne nå at blive døbt. ”Aldrig er jeg gået bort mere bedrøvet efter nogen samtale end efter denne,” skriver Heiberg om moren, som døde året efter i 1861.

Så et stenkast fra det sted, hvor hun næsten 50 år tidligere drev forretning og fødte sin berømte datter, blev Henriette Pätges derfor trods alt begravet i Møllegade. Det er grav B-10.

A-13-30 Peter Hertz

Publiceret 21. februar 2016 - 00.54

Peter Jacob Hertz var født i København i 1811, men mistede tidligt sine forældre. Han voksede op i huset hos en meget ældre bror og blev som 14-årig sat i guldsmedelære. Efter at være udlært drog Peter Hertz til Hamburg, Berlin og Wien, før han i 1834 i København etablerede sin guldsmedeforretning P. Hertz.

Juvelerfirmaet tog for alvor fart, da Peter Hertz i 1841 flyttede forretningen til hjørnet af Købmagergade og Kronprinsensgade, hvor P. Hertz stadig ligger. Den flittige grundlægger fik mange udmærkelser for sine arbejder på blandt andet Verdensudstillingen i 1862.

Peter Hertz var gift med Rose Meyer og optog i 1878 sine to sønner Sally og Jacob Hertz som kompagnoner. Det familieejede firma blev udnævnt til kongelig hofjuveler og drives foreløbig af 6. generation Hertz, for Sally og Jacob Hertz overtog faderens forretning, da Peter Hertz døde i 1885.

Han er begravet i Møllegade i A-13-30 og hviler side om side med Rose. Nedenfor kan du se filmen om Peter Hertz og flere andre, som ligger begravet i område A.

A-13-5 Julius Meyer

Publiceret 21. februar 2016 - 00.51

Julius Meyer var født i Randers i 1845 (eller muligvis 1847), men drog som ung til USA for at drive forretning. Han kom hjem til Danmark i 1876 efter at have drevet forretning i New York i 11 år. Han var da 29 år, men var i USA blevet indviet i Odd Fellow Ordenen og var selv med til at stifte en loge i New York og blev denne loges overmester.

I København tog Julius Meyer initiativ til at indføre Odd Fellow Ordenen i Danmark, og i 1878 blev den første danske loge stiftet. Julius Meyer stiftede flere loger i Danmark, herunder den nuværende Columbus Loge nr. 11, som holder til i Odd Fellow Palæet i Bredgade. Julius Meyer indførte også Rebekka-logerne for kvinder.

I dag har Odd Fellow i Danmark 112 broderloger og 94 søsterloger med i alt knap 15.000 medlemmer.

Julius Meyer var ugift. Han døde i 1885 og er begravet i A-13-15 i Møllegade.

A-11-25 Hanna Adler

Publiceret 21. februar 2016 - 00.47

Hanna Adler deler nok gravsten med sine forældre, men gennem hele livet betød det alt for hende at være uafhængig af andre for at kunne leve sit liv og nå sine mål.

Hanna Adler var datter af bankdirektør og politiker David Baruch Adler og Jenny Raphael og voksede derfor op i stor rigdom sammen med sine fem søskende. Da Hanna Adler blev født i 1859, boede familien i en villa på Frederiksberg i det, der var landlige omgivelser med stor have ned mod Frederiksberg Allé. Senere købte hendes far palæet Ved Stranden 14, men det blev især Nærumgaard, som Hanna betragtede som barndomshjemmet.

Blandt sine søskende var hun tættest med lillesøsteren Ellen, som senere blev gift med Christian Bohr og fik sønnerne Niels og Harald Bohr. Hanna Adler havde et tæt forhold med ikke mindst Nobel-pristageren Niels Bohr gennem hele livet.

”Fra min tidligste barndom har jeg levende erindringer om hendes aktive og kærlige deltagelse i alt, hvad der angik hendes søskende og deres børn,” skrev Niels Bohr i 100-året for Hanna Adlers fødsel.

Hanna Adler blev student i 1885 og blev siden mag.scient i fysik. Hun og veninden Kirstine Meyer blev de første kvindelige fysikere i Danmark. Men Hanna Adler ville ikke være videnskabsmand – og hun tog samtidig eksamen som institut-bestyrerinde.

Studerede i USA
Hanna Adler var dog ikke tilhænger af de private pigeskoler, som på det tidspunkt var kvinders eneste måde at opnå en højere uddannelse. I stedet tog hun til USA for at studere den amerikanske måde at drive fællesskole.

I 1893 kom hun hjem og oprettede H. Adlers Fællesskole på Sortedam Dosseringen. Skolen var unik for sin tid, som det fremgår af skolens program fra første færd: ”I den Skole, som jeg nu opretter, ville Drenge og Piger altid blive underviste og opdragne sammen,” skrev Hanna Adler.

Det var altså en enhedsskole for begge køn, som fulgtes gennem hele skoletiden og havde alle fag sammen. Fællesskolen blev først et generelt princip i Københavns Kommune i 1946.

Sortedamskolen
Hanna Adler var rektor på skolen fra 1893 til 1929. Hun skænkede skolen til kommunen i 1918 under betingelse af, at den fortsatte som fællesskole. Skolen blev til Sortedam Gymnaisum og senere Sortedamskolen.

I en alder af 84 år blev Hanna Adler i 1943 anholdt af den tyske besættelsesmagt og fængslet i Horserødlejren. Tidligere elever overtalte Udenrigsministeriets direktør til personligt at aflevere et brev til besættelsesmagtens leder doktor Best. I brevet trodsede 400 tidligere elever deres personlige fare og skrev under på kravet om at få Hanna Adler løsladt. Hun blev løsladt med krav om, at hun ikke måtte forlade Danmark og kunne således færdes frit i Københavns gader.

Hanna Adler døde som 87-årig i 1947. Hun var ugift og havde ingen børn. Hun var en af de sidste, som blev begravet i Møllegade og hviler side om side med sine forældre. Det er grav A-11-25.

A-11-24 David Baruch Adler

Publiceret 21. februar 2016 - 00.45

David Baruch Adler – eller bare D. B. Adler – var en kæmpe i dansk bankhistorie.

D. B. Adler blev født i København i 1826, men allerede som 16-årig blev han sendt til Hamburg for at lære handel.

Efter fire års læretid rejste D. B. Adler som 20-årig til London. Han havde da netop mistet sine forældre og brugte sin arv til at købe sig ind i et handelshus. Det var også i London, han mødte Jenny Raphael, som han som 23-årig giftede sig med. Kort efter flyttede parret i 1850 til København.

Hjemme i Danmark stiftede Adler bankierforretningen D. B. Adler & Co, som i de kommende årtier gjorde ham til en af Københavns rigeste mænd. Adler arbejdede hårdt på sikre en lettelse af det danske kreditsystem og at gøre Danmark mindre finansielt afhængigt af udlandet.

Privatbanken og Handelsbanken

D. B. Adler så hurtigt behovet for en moderne storbank i København. Som 30-årig var han således i 1856 initiativtager til at stifte Privatbanken, som drev moderne bankforretning, og hvor man for første kunne benytte checks. Privatbankens direktør de første 40 år blev C. F. Tietgen. Privatbanken blev i 1990 en del af Unibank og siden en del af Nordea.

D. B. Adler var dog ikke tilfreds med C. F. Tietgens virke, og i 1866 forlod han i vrede Privatbanken. Men Adler var ikke færdig med at drive bankvirksomhed, og i 1873 stiftede han Handelsbanken sammen med blandt andre brygger I. C. Jacobsen. Handelsbanken blev med det samme en stor succes, og D. B. Adler regnede selv stiftelsen af Handelsbanken som sit livs største bedrift. Handelsbanken fusionerede i 1990 og blev en del af Danske Bank.

Politikeren D. B. Adler
D. B. Adler var også aktiv politisk. Hans politiske idealer var menneskerettigheder, tolerance og den økonomiske liberalisme, og han fandt sin naturlige plads blandt de Nationalliberale. Han var først i seks år medlem af Borgerrepræsentationen, siden fem år i Folketinget og endelig i fire år og til sin død medlem af Landstinget.

Både privat, i forretningsverdenen og i det politiske liv var D. B. Adler kendt for både sit enorme engagement, men også sit voldsomme temperament. ”Da D. B. Adler levede, var man tilbøjelig til at skumle lidt over ham. Da han var død, talte man kun godt om ham,” skrev Vilhelm Topsøe, som politisk var hans modstander og videre skrev: ”Offervillig, varmhjertet og trofast som få var han som offentlig og privat personlighed, den ros skal ingen nægte ham.”

En dansk jøde
D. B. Adler sad også i mange år i Mosaisk Troessamfunds repræsentantskab. Allerede som 20-årig beskriver han selv, hvordan han aldrig ustraffet tåler fornærmelse af sin tro. Han skriver, at han er ”stolt af aldrig at fornægte mig som jøde, og ved hver lejlighed, hvor jeg hører jøderne blive beskæmmede, at stå frem med åben pande og tilkendegive mig som jøde.”

Privat fik David og Jenny seks børn (det yngste barn, Ellen, er ikke født endnu på dette billede). Deres ægteskab og familieliv beskrives som lyst og lykkeligt og kendetegnet ved et stærkt sammenhold. Parrets ældste søn Bertil overtog sin fars plads i virksomheden. Den næstyngste datter Hanna Adler stiftede landets første fællesskole for begge køn, nu Sortedamskolen. Den yngste datter Ellen blev gift med Christian Bohr, og de fik to sønner: professor Harald Bohr og nobelpristageren Niels Bohr.

Som et varigt minde over D. B. Adler og Jennys velgørenhed står stadig deres landejendom Nærumgaard, som de efterlod til brug for et børnehjem. Det er stadig i brug, nu som Døgninstitutionen Nærumgård.

D. B. Adler døde som 52-årig i 1879 og ligger begravet i Møllegade side om side med sin elskede Jenny og datteren Hanna. Det er grav A-11-24.

A-8 Moritz Levy

Publiceret 21. februar 2016 - 00.40

Ved Moritz Levys grav står begravelsespladsens største mindesmærke. Det er ellers jødisk skik, at der i døden ikke gøres forskel på rig eller fattig, men Moritz Levys gravsten ved grav A-8 må siges at gøre en markant undtagelse fra den skik.

Moritz Levy voksede ellers op i trange kår, men blev handelsmand i Dansk Vestindien og senere ansat i Finansministeriet og Nationalbanken. Han blev kongelig nationalbankdirektør i 1861 og bestred den stilling til sin død i 1892.

Moritz Levy var en ivrig reformator af Nationalbanken, og han formåede at gøre den tidssvarende. Han var fortaler for en møntreform og var derfor den danske ansvarlige for den skandinaviske møntreform af 1873, hvor kroner og ører afløste rigsdaler og skilling. Fra 1873 til -76 var Moritz Levy også konstitueret som møntdirektør og havde det konkrete ansvar for udmøntning af kronemønten og inddragelse af rigsmønten.

Moritz Levy var gift med Emilie Frederikke Wagner. De fik seks børn og hviler side om side i grav A-8.

A-7 Abraham Alexander Wolff

Publiceret 21. februar 2016 - 00.36

I maj 1829 holdt Abraham Alexander Wolff sin første gudstjeneste som de danske jøders nye overrabbiner. Det var et embede, han kom til at bestride i over 62 år.

Abraham Alexander Wolff blev født i tyske Darmstadt, og hans far havde en helt klar plan for sin søn: Han skulle være rabbiner. Faren var hans første lærer i Talmud, som er jødiske lovtekster og kommentarer. Allerede som 6-årig kunne den unge Wolff derfor imponere de lærde i Darmstadt med sit kendskab til jødedommen.

I mange år fordybede Wolff sig i Talmud ved siden af sine andre studier, som gjorde ham til dr.phil fra universitetet i Giessen. Han blev boende i Giessen og ordineret som rabbiner og blev siden rabbiner for hele provinsen Oberhessen.

Københavns Brand 1795
I København brændte menighedens første synagoge i Læderstræde under den store brand i 1795. Det skete i en periode med store interne stridigheder. Der var blandt andet opstået store økonomiske spænd mellem menighedens medlemmer. Omvendt ønskede nogle grupper at reformere gudstjenesten og tilføje nye ritualer som prædiken og kor – mens andre ville holde fast i de strengt ortodokse traditioner.

I 1800-tallet oplevede de danske jøder både angreb og at få fulde borgerrettigheder via et kongeligt frihedsbrev. Men i mangel på en fælles synagoge og en stærk overrabbiner fortsatte uenighederne – og de mange grupperinger endte med hver deres gudstjenester i sale og private hjem og uden at være enige om ret meget.

Ankomst til København
Der var derfor nok at tage fat på, da den kun 29-årige Abraham Wolff ankom til København i 1829.

Hvis den unge overrabbiner skulle have held med at forene sin menighed, havde han brug for en fælles synagoge. Menigheden havde en grund, men manglede et stort beløb for at kunne bygge synagogen.

De penge satte den energiske og veltalende Wolff sig for at skaffe. Hans bestræbelser blev på imponerende kort tid kronet med succes – og så kunne byggeriet af den nye synagoge begynde. Og i maj 1933 kunne Wolff så holde sin første gudstjeneste i den store synagoge i Krystalgade.

Regler for gudstjenesterne
Samtidig opstillede Wolff reglerne for gudstjenesternes indhold og forløb, som blev et elegant kompromis. Selve gudstjenesten blev holdt på helt traditionel, ortodoks grund – men for at imødekomme de reformivrige blev der tilført både prædiken, en dansk bøn for konge og fædreland samt salmer.

Den nye ordning var på forhånd godkendt af kong Frederik den 6. – og det var medvirkende til at dæmpe utilfredse toner. Med åbningen af synagogen i Krystalgade blev de fleste af de private synagoger desuden lukket – og dermed var en væsentlig kilde til splittelse forsvundet.

Den unge overrabbiner var en både karismatisk og veltalende person, som kombinerede en imponerende jødisk viden med verdslig dannelse og elegance. Og trods kritik fra både de traditionelle og de reformivrige lykkedes det ham at samle menigheden – og holde den samlet. Wolff skabte sig på den måde mange tilhængere både i menigheden og i det øvrige samfunds højere lag.

Som den samlede kraft kunne han derfor optræde som jødernes talsmand og forsvare dem, når de blev angrebet. For der var stadig store spændinger og modstand mod de danske jøder i det øvrige samfund – ikke mindst fra kirkelig side.

Talmudfjender
I 1878 udkom Wolffs store bog Talmudfjender som et forsvar for jøderne og jødedommen og et modsvar til beskyldninger og angreb fra både biskopper, præster og politikere.

Wolff står i Danmark som ophavsmand til de moderne jødiske prædikener, og han holdt over 5000 af slagsen. Han oversatte også den jødiske bønnebog og Mosebøgerne til dansk, ligesom han skrev flere lærebøger om jødisk tro.

Privat var Abraham Wolff gift med Johanna Goldschmidt, og de fik sammen 11 børn. Johanna døde i 1876, mens han fortsatte sin gerning som overrabbiner til sin død som 90-årig i 1891. De ligger begravet side om side på Mosaisk Nordre Begravelsesplads i Møllegade. Det er grav A-7-46.

A-4 Israel Bernhard (Berendt) Melchior

Publiceret 21. februar 2016 - 00.33

Israel Bernhard Melchior var uddannet cand.polyt og bror til de to forretningsmænd Moritz Gerson Melchior og Moses Melchior. Han overtog selv i 1874 Køge Papirfabrik, som han lod modernisere.

Samme år fik han villaen Store Søvang bygget i forlængelse af Køge Papirfabrik. Den var tegnet af arkitekten Valdemar Ingemann og var ligesom fabrikken meget moderne med centralvarme og indlagt vand. I øverste etage etablerede Israel B. Melchior et atelier med ovenlys til sin store interesse: Fotografering.

For Israel B. Melchior huskes i dag især som en ivrig amatørfotograf og betegnes som både original og kompetent. Familien Melchior var tætte venner med mange af datidens kunstnere, ikke mindst H. C. Andersen, som Israel B. Melchior fotograferede mange gange på broren Moritz’ landsted Rolighed på det nuværende Østerbro.

MB-96 Therese og Martin Ruben Henriques

Publiceret 21. februar 2016 - 00.30

Martin Ruben Henriques blev født i København i 1825 som søn af Jorika Melchior og Ruben Henriques jr. Han overtog sammen med sin bror Aron farens store vekselerfirma R. Henriques jr.

Han var gift med Therese Abrahamson, som blev blev født i Rødby i 1833. De blev gift i 1854. Parret havde mange venner fra kunstverdenen, bl.a. balletmester August Bournonville og digteren H. C. Andersen, hvis brevkorrespondance er bevaret.

Henriques-parret introducerede også H. C. Andersen for ægteparret Dorothea og Moritz Melchior, hvor Dorothea var Martins søster. Der opstod i løbet af de kommende et varmt venskab mellem Melchior-parret og digteren, hvor især Dorothea Melchior havde en omfattende brevkorrespondance med H. C. Andersen.

Selv om H. C. Andersen bevarede et tæt venskab med begge de to ægtepar, opholdt han sig i de sidste år af sit liv mest hos Melchior-parret, hvor han både boede i deres hjem på Højbro Plads og på deres landsted Rolighed på det nuværende Østerbro.

Den afdøde museumsinspektør Niels Oxenvad beskriver på H. C. Andersen Centret med reference fra Henriques-parrets oldebarn Kristian Hvidt, at man i Henriques-familien grinede over, at Melchior-parret så H. C. Andersens overgang fra Henriques til Melchior som gnidningsfrit:

”I familien Henriqes omtalte man overgangen lidt mere bramfrit, idet man om Melchiors sagde, at ”først røvede de ham, siden myrdede de ham”, det sidste ment som en spøgefuld hentydning til, at Andersen jo døde under ophold hos Melchiors på Rolighed,” skriver Niels Oxenvad.

Henriques-parret fik fem børn. Martin Ruben Henriques døde i 1912, mens Therese døde 1882. De er begravet side om side, det er grav MB-96.

MB-89-90 Jacob Herman Bing og Meyer Herman Bing

Publiceret 21. februar 2016 - 00.05

Brødrene Meyer og Jacob Bing var succesrige og solide forretningsmænd, hvis navne selv i dag står malet på noget så skrøbeligt som porcelæn.

Deres far Heimann Jacob Bing rejste til København i 1799 og oprettede sammen med sin svoger landets første jødiske skole. Han ligger begravet i grav G-6-10. I 1820 etablerede Heimann Jacob Bing en bog- og papirhandel, hvor hans ældste søn Meyer Herman Bing allerede som ung kom til at arbejde.

I 1838 blev Meyer Herman Bing optaget som medejer af forretningen, som nu fik navnet H. J. Bing & Søn og var byens største papir- og kunsthandel. I 1844 døde faren, hvorefter de to brødre i fællesskab overtog forretningen.

H. J. Bing & Søn drev også forlagsvirksomhed og udgav blandt andet udsøgte udgaver af Bibelen, men også mange andre værker. De to brødre var gift med de to søstre Eva og Henriette og bestilte en oversættelse af Heinrich Hoffmanns Struwwelpeter af deres svoger, Simon Levin Simonsen. I Simonsens danske oversættelse tilføjede han også tre egne historier i det, der blev Den Store Bastian, som er solgt i over 300.000 eksemplarer på dansk. Simon Levin Simonsen ligger begravet i grav J-17-4.

Men i 1852 fik Meyer og Jacob Bing besøg af Frederik Vilhelm Grøndahl, som var figurmager og udlært på Den Kongelige Porcelainsfabrik. Han var dog raget uklar med fabrikken – og foreslog nu de to driftige forretningsfolk i fællesskab at oprette en ny porcelænsfabrik. Grøndahl skulle bidrage med sin ekspertise, mens brødrene Bing skulle bidrage med penge og købmandskab.

Den 4. januar 1853 skrev brødrene Bing kontrakt med Grøndahl, og porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl var en realitet. I april samme år var der rejsegilde i landlige omgivelser på Vesterbrogade. Kort efter fik brødrene Bing tilladelse af Indenrigsministeriet til at besøge Den Kongelige Porcelainsfabrik for at se på konstruktionen af ovne og indhente andre oplysninger. Det var et eksempel på effekten af den helt nye Grundlov og dens fordele for den frie konkurrence.

Bing & Grøndahl fremstillede i starten figurer i biscuit, som er uglaseret, hvidt porcelæn. Men brødrene Bing indså hurtigt, at Bing & Grøndahl også var nødt til at producere glaseret porcelæn for at skabe en sund forretning og satte gang i produktionen af kopper, tallerkener, vaser og senere juleplatter.

Frederik Grøndahl døde allerede i 1856, men brødrene Bing kunne trække på yngre medarbejdere til at drive den kunstneriske del af fabrikken videre, og den blev hurtigt et eksempel på den nye tids industri. I 1885 overtog Jacob Herman Bings søn Harald Bing ejerskabet af fabrikken, som ti år senere blev et aktieselskab, men drevet af familien i mange generationer.

Blandt mange produkter fra Bing & Grøndahl kan især nævnes Mågestellet, som i 1950erne fik prædikatet ”Danmarks nationalstel”, og de berømte juleplatter, som var verdens første ved udgivelsen i 1895. I 1987 fusionerede Bing & Grøndahl med konkurrenten Den Kongelige Porcelænsfabrik under navnet Royal Copenhagen.

Meyer Herman Bing var ved siden af sit forretningsvirke også medlem af Borgerrepræsentationen og Folketinget og direktør for de to jødiske skoler, Friskolen for Drengebørn og Carolineskolen.

Hans søn Jacob Martin Bing overtog H. J. Bing & Søn i 1863, mens en anden søn var redaktør Herman Bing, som brugte en del af sin arv fra faren til at stifte dagbladet Politiken sammen med Viggo Hørup og Edvard Brandes.

Meyer Herman Bing ligger begravet ved siden af sin hustru Eva – og ved siden af sin bror Jacob Herman Bing, som ligger side om side med sin hustru Henriette. Det er gravene MB-89 og MB-90.

20. februar 2016

MB 20 Dorothea og Moritz Melchior

Publiceret 20. februar 2016 - 23.53

Ægteparret Dorothea og Moritz Melchior havde kendt hinanden fra de var børn, da de i 1846 endelig blev gift. De var nemlig fætter og kusine og havde endda været genboer på Amagertorv, hvor de var vokset i hver deres store familie med mange søskende.

Moritz Gerson Melchiors familie indvandrede fra Hamborg, hvor hans bedstefar Moses Melchior i 1760 i København stiftede handelshuset Moses & Søn G. Melchior. Moses Melchior ligger selv begravet i Møllegade i grav E-17-14.

Moritz Melchior blev ansat i familiefirmaet lige efter sin bar mitzvah. Fra 1845 blev han eneindehaver af det store handelshus, som da var et af landets mest betydningsfulde. I 1855 flyttede han både firmaets og sin egen families domicil til Højbro Plads 21.

Som en fremtrædende forretningsmand var Moritz Melchior medstifter af Privatbanken – senere en del af først Unibank og nu Nordea. Han var også medlem af både Borgerrepræsentationen, Landstinget og Mosaisk Troessamfund.

Dorothea var datter af Ruben Henriques, som er begravet i grav G-10. Hans slægt stammede fra Altona, og han stiftede det store vekselererfirma R. Henriques junior. Dorothea Melchior voksede således op i en velhavende familie som en af de yngste i en børneflok på i alt 18 børn.

Det var et strengt jødisk-ortodoks hjem, hvor hun fik en god uddannelse af privatlærere. Hun var belæst og interesserede sig meget for litteratur, billedkunst og musik og fik senere selv otte børn.

Dorothea og Moritz G. Melchior

I 1858 købte Melchior-parret landstedet Rolighed tæt på Øresund på det, som i dag er Østerbro, men som dengang lå i landlige omgivelser. Her åbnede parret for alvor deres hjem for både venner og slægtninge, som blev mødt af en stor gæstfrihed.

I 1850erne mødte Melchior-parret H. C. Andersen gennem Dorotheas bror Martin Ruben Henriques. Der opstod et varmt venskab mellem den store digter og Melchior-parret, hvor især Dorothea havde en omfattende brevkorrespondance med H. C. Andersen. I Henriques-familien udtalte man til gengæld i spøg, at ”først røvede de ham, og siden myrdede de ham” – for det var netop på landstedet Rolighed, at H. C. Andersen døde i 1875.

Rolighed

H. C. Andersen var i mange år en fast ugentlig gæst til aftensmad hos Dorothea og Moritz Melchior på Højbro Plads, hvor han også i perioder boede. Men det var ikke mindst på Rolighed, at H C Andersen følte sig som en del af familien.

H. C. Andersen boede i de sidste mange år af sit liv stort set kun på Rolighed om sommeren og havde to faste værelser med udsigt til Øresund. Her skrev han og nød de smukke omgivelser og de mange gæster. Han skrev i 1867 bl.a. digtet ”Rolighed”. I sin sidste tid dikterede han sin omhyggeligt førte dagbog til Dorothea, som selv tilføjede den sidste optegnelse om en ”lykkelig død”, da H. C. Andersen i 1875 døde på sit værelse på Rolighed.

Melchiors Plads på Østerbro ligger på det sted, hvor Rolighed og dens store have lå, og er opkaldt efter Moritz Melchior. Han og Dorothea hviler side om side i gravene MB-20 og MB-21.

X-10 Meyer Moses Goldschmidt

Publiceret 20. februar 2016 - 22.34

Meyer Moses Goldschmidt anses for at være den jødiske menigheds grundlægger i Danmark. Han indvandrede fra Hamburg og oprettede et tobaksspinderi, før han blev juveler. Han blev i 1699 udnævnt til hofjuveler.

Den 16. december 1684 fik Meyer Moses Goldschmidt sammen med sin kollega Israel David tilladelse til at afholde gudstjeneste i eget hus. Den dato anses for at være menighedens grundlæggelse. Det blev reelt kun Meyer Goldschmidt, der udnyttede den nye tilladelse til at afholde gudstjenester. Det var i øvrigt et krav, gudstjenesten blev holdt inden døre og uden prædiken, så byens øvrige indbyggere ikke kunne risikere at blive forargede.

Meyer Moses Goldschmidt var menighedens forstander i over 50 år indtil sin død i 1736. Han var også initiativtager til at indkøbe de første jordlodder til begravelsespladsen. Meyer Moses Goldschmidt mistede sin hustru Breine under Københavns brand i 1728, hvor der var ifølge folketællingen lige efter branden var i alt 331 jødiske indbyggere.

Gravstenen er i dag ulæselig, men er tidligere blevet oversat af Julius Salomon og Josef Fischer. Der stod blandt andet:

”Fra ham kom teglnaglen, fra ham hjørnestenen. Han vandrede i beskedenhed og regnede sig for så lidt som det ophvirvlede støv, men stod rank i kærlighedsgerning, som den frodige palme. Han grundlagde menigheden, rejste helligdommens højder til bøn og til lovsang. Rigt strøede han sine milde gaver til alle de hjælpeløse. Længe vil mindet om hans indsigt og visdom endnu genklinge i det offentlige liv.”

Det er grav X-10.

Abonner på: Opslag ( Atom )