Viser opslag med etiketten Karre J. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Karre J. Vis alle opslag

21. februar 2016

J-27 Genizah, Torahgrav

Ifølge jødisk tradition må genstande, hvor Guds navn er nævnt, ikke ødelægges. Derfor bliver slidte eller ødelagte Torah-ruller, bønnebøger, breve etc. opbevaret eller begravet til evig tid. 

Resterne af støbejernsgitteret viser stedet, som på hebraisk kaldes Genizah.

J-17-18 Nathan Rosenbaum




Længst væk fra porten til begravelsespladsen står en mindre gravsten med et enkelt navn. Gravstenen er knyttet til en mand, som i udlandet var en af de største danskere i den anden halvdel af det 20. århundrede, nemlig Victor Borge – som blev født Børge Rosenbaum. Gravstenen markerer Nathan Rosenbaums grav, og han var Victor Borges farfar.

 

Nathan Rosenbaum blev født i Derenburg i Harzen i 1814  og flyttede senere til København. Her giftede han sig med Henriette Hartvig, som var født i Hillerød.

 

Victor Borge beskriver selv i sine erindringer ”Smilet er den korteste afstand” den farfar, som han ikke nåede at møde:

 

Før Nathan Rosenbaum fortaber slægten sig i historiens mørke. Men gamle avisudklip fortæller, at Nathan var ’naturmusiker’, og at han optrådte på et af morskabsteatrene på Frederiksberg. Hvad der skjuler sig bag denne beskæftigelse, ved jeg ikke. Sandsynligvis, at han spillede efter gehør. Noget ved musikken var han i hvert fald, skriver Victor Borge.

 

Senere skiftede Nathan Rosenbaum erhverv og solgte brugt tøj med titel af kommissionær. Nathan og Henriette Rosenbaum fik seks børn, som voksede op i små kår. Flere af børnene beskæftigede sig som voksne med musik og underholdning.

 

Højest inden for musikken nåede sønnen Bernhard Rosenbaum, som blev Kongelig Kapelmusiker. Han giftede sig først med Anna Sara Olsen og fik fem børn, og efter hendes død kastede han sin kærlighed på den 26-årige Frederikke Lichtinger. På det tidspunkt var Bernhard Rosenbaum 53 år, og han var 61, da hans syvende barn, Børge Rosenbaum, kom til verden i 1909.

 

Frederikke Rosenbaum var pianist og underviste ligesom sin mand i musik i hjemmet i Classensgade 40 på Østerbro. Det var en stor lejlighed i et fint kvarter, hvor familiens nabo i opgangen var Baron Juel-Brockdorff.

 

Som sagt nåede Børge Rosenbaum ikke at møde sin farfar Nathan, som døde i 1879. Til gengæld døde farmor Henriette først som 102-årig i 1920, da Børge var 11 år. Hun var familiens overhoved og overholdt trofast de jødiske ritualer.

 

Allerede som 3-årig viste Børge Rosenbaum sine evner ved klaveret. Ligesom sin farfar lærte det musikalske vidunderbarn at spille klaver efter gehør, men blev siden også undervist professionelt.

 

Som ung spillede Børge Rosenbaum som organist ved begravelser på Vestre Mosaisk Begravelsesplads, hvor hans far Bernhard blev begravet i 1932. Moren Frederikke døde i 1940, men på det tidspunkt var Børge Rosenbaum flygtet til Sverige, så han kunne ikke spille ved hendes begravelse. I stedet spillede han alene for hende i det svenske Mosaisk Trossamfunds kapel i Stockholm på det klokkeslet, hvor hun blev begravet i København. Ugen efter forlod Børge Rosenbaum sit navn og Europa og rejste til USA.

 

Her tog han navneforandring og blev kendt og elsket over hele verden som den musikalske komiker Victor Borge. Han fik kælenavne som ”The Clown Prince of Denmark” og ”The Great Dane”, mødte en stribe amerikanske præsidenter og fik et utal af priser.

 

Victor Borge havde en fantastisk karriere, som også ofte bragte ham tilbage til hjemlandet. Han optrådte over 13.000 gange siden 1940erne og frem mod sin død i år 2000. Selv om han blev amerikansk statsborger, havde han stadig en stor kærlighed til Danmark, hvilket hans ønsker efter døden viser.

 

Victor Borge blev efter sin død kremeret. Han var en usædvanlig mand og fik meget usædvanligt lov til at lade sin aske blive delt, så han er begravet både sammen med hustruen Sanna i USA – og sammen med forældrene på Vestre Mosaisk Begravelsesplads.

 

To år før sin død betalte Victor Borge for at få restaureret Nathan Rosenbaums gravsten og besøgte Møllegade i december 1998 sammen med sin datter. Han stod længe i dybe tanker, før han holdt en kort tale og sagde: Vi er gravalvorlige. Jeg er forfærdelig glad. Stenen er meget smuk. Det er jo lidt sent, vi mødes, bedstefar. Du skal nu have tak!

 

Nathan Rosenbaum ligger begravet i Møllegade i J-17-18.

J-17-4 Simon Levin Simonsen

Simon Levin Simonsen blev født i København i 1808 som søn af Levin Simonsen og Ester Henriques.

Hans far, Levin Simonsen, kom fra Parchim i Mecklenburg, hvor han havde arvet en betragtelig sum penge fra sin far. Han kom til København i 1798 og ernærede sig som hosekræmmer, grosserer og havde en stor manufakturhandel, ligesom han var medejer af Maglekilde Papirfabrik i Roskilde.

Simon Levin Simonsen arbejdede selv som handelsagent. Hans søstre Eva og Henriette var gift med brødrene Meyer Herman Bing og Jacob Herman Bing, som drev den store papir- og kunsthandel H. I. Bing & Søn. De to Bing-brødre kontaktede Simon Levin Simonsen og bad ham om en oversættelse af den populære tyske bog Der Struwwelpeter af Heinrich Hoffmann.

Simon Levin oversatte bogen og tilføjede også tre egne fortællinger, ligesom han også selv lavede nye illustrationer. Der Struwwelpeter endte med at hedde Den Store Bastian, som kom i flere danske udgaver og siden blev solgt i over 300.000 eksemplarer på dansk.

Simon Levin Simonsen var gift med Thora Bloch. De fik datteren Betzy. Simon Levin Simonsen døde i 1879 og hviler i Møllegade i grav J-17-4 ved siden af Thora.

Se filmen om brødrene Meyer og Jacob Bing

J-12-20 Philip Gerson Philipsen

Philip Gerson Philipsen blev født i København i 1812. Han stod i lære hos Gerhard Bonnier og  etablerede i 1834 sin egen boghandel og blev senere forlægger.

Som forlægger var hans mål at gøre videnskabelige værker mere tilgængelige og populære for et bredt publikum. Hans forlag P. G. Philipsens Forlag fik stor succes og udgav også bøger om nationaløkonomi, handel og religion.

Philip Gerson Philipsen boede i 1845 sammen med sine to ugifte brødre Meyer og Moritz, men blev selv gift to gange. Først med Thora Levy, men hun døde godt et år efter brylluppet. Derefter blev han gift med Bella Nathanson, som sammen med sønnerne fortsatte virksomheden efter P. G. Philipsens død i 1877.

Forlaget blev nogle år senere en del af Det Nordiske Forlag, som kort efter fusionerede med Gyldendal.

Philip Gerson Philipsen er begravet i Møllegade i J-12-20 side om side med Bella, som døde i 1912.

J-12-16 Gottlieb Siesby

Gottlieb Siesby (ell. Siesbye) blev født i København i 1803. Han var blandt de første, som blev undervist på den mosaiske drengeskole oprettet af Mendel Levin Nathanson.

Gottlieb Siesby kom i skomagerlære og blev mester i 1826, men blev senere journalist, redaktør og digter. Hans syngespil Robinson blev opført på Det Kongelige Teater.

Han var en ivrig fortaler for en fri forfatning i 1840erne og blev senere medejer af avisen Flyveposten, som han dog måtte lukke grundet økonomiske trængsler.

Gottlieb Siesby var gift med Eva Bendixen, de fik sønnen Oscar i 1828. Gottlieb Siesby døde i 1884 og er begravet i Møllegade i J-12-16 ved siden af sin hustru, som døde syv år før ham.
Copyright © 2016 Møllegade