Velkommen på begravelsespladsen

Her på siden kan du læse meget mere om de 6000 københavnske jøder, som er begravet her på Mosaisk Nordre Begravelsesplads i Møllegade på Nørrebro.

Kom godt i gang

Kort over Møllegade

Film

Vi anbefaler

Åbningstider

2. maj 2021

H-3-12 og H-3-13 Abraham og Rose Soldin

Gennem århundrederne har tidens tand gjort mange af de tusindvis af gravsten på den jødiske begravelsesplads i Møllegade svære at tyde. Men i 2016 blev de store gravsten, som markerer Abraham og Rose Soldins grave, nænsomt og smukt restaureret. 

Restaureringen blev foretaget på vegne af en stiftelse, hvis formål er at stille boliger til rådighed for enlige kvinder over 50 år med bopæl i København. Det er en stiftelse, vi snart vender tilbage til.

Der hersker uenighed om, hvorvidt Abraham Soldin blev født i danske Altona eller i København. I hvert fald skete det i 1769, og han levede det meste af sit liv i København. 

Tidligt i det nye århundrede blev han i februar 1800 gift med den jævnaldrende Rose Wallich fra København. De fik fra 1801 til 1806 fire børn - to piger og to drenge. Abraham Soldin var boghandler og drev sin forretning på hjørnet af Fortunstræde og Admiralstræde -  i den samme bygning, hvor familien boede.

På dette tidspunkt havde de danske jøder i 150 år kæmpet for at blive ligestillet i det danske samfund. Der var mange positive fremskridt i netop de år, hvor Abraham og Rose Soldin stiftede familie.

Men i 1813 angreb antisemitiske skrifter jøderne. Fremtrædende forfattere som Steen Steensen Blicher forsvarede skriftligt jøderne i det, der bliver kaldt den litterære jødefejde fra 1813 til 1817.

I 1819 førte den brede befolknings modstand mod jøderne samt en økonomisk krise til optøjer. I flere dage drog store menneskemængder gennem København og raserede jødiske butikker og smadrede vinduer til jødiske lejligheder. Der blev slået hårdt ned på urolighederne, som kaldes den korporlige jødefejde.


Selv om de danske jøder i 1814 havde fået nye borgerrettigheder, følte mange sig ikke tilstrækkeligt sikre i Danmark, og en række fremtrædende jøder lod i de følgende år deres børn konvertere til jødedommen. Blandt disse var Abraham og Rose Soldin. Den 29. april 1820 lod de deres fire børn konvertere og gav dem efternavnene Soldenfeldt.

Den ældste søn Ferdinand Vilhelm Soldenfeldt blev partner i sin fars boghandel, som de drev sammen til farens død. Ligesom de små børn havde fået nyt navn, kom boghandlen nu til at hedde F.V. Soldenfeldt og blev udvidet med en omfattende forlagsvirksomhed. Det var især indbringende, at forlaget fik eneret på at sælge skudsmålsbøger – de bøger tyende skulle forevise, når de skiftede job.


Soldins anden søn var Joseph Soldenfeldt. Han blev cand.jur og fik en flot karriere i den danske stats tjeneste, hvor han først blev kancelliråd og senere justitsråd. Som pensionist arbejdede han i sin brors virksomhed. De to ugifte brødre boede hele deres liv sparsommeligt sammen i bygningen i Fortunstræde.


I 1881 stiftede brødrene Soldenfeldts legat, som efter deres død blev brugt til Soldenfeldts Stiftelse. Ferdinand døde i 1881, Joseph ti år senere. Deres samlede formue blev opgjort til 1,75 millioner kroner, hvilket svarer til mere end 130 millioner i nutidskroner.


Deres stiftelse skulle sikre boliger for værdige og trængende aldrende lærerinder, husjomfruer, syersker samt tjenestepiger. Ved Sortedams Sø blev der derefter oprettet en stor, firfløjet og strengt symmetrisk bygning af H. B. Storck, som var inspireret af middelalderarkitektur og renæssance. 


Soldenfeldt Stiftelse er i sin aktuelle form udelukkende for enlige kvinder over 50 år med aktuel bopæl i Københavns Kommune. Den store bygning med den fantastiske beliggenhed rummer i dag 99 lejligheder. 


Terrakotta-medaljonerne på facaden fremstiller de dyder, som man formodede, at de oprindelige beboere besad – for eksempel mådehold, flid, tro, håb, kærlighed og klogskab. De blev udført af billedhuggeren Carl Aarsleff.


125 år efter Joseph Soldenfeldts død, og næsten 250 år efter, at Abraham og Rose Soldin blev født, betalte Soldenfeldts Stiftelse i 2016 for restaureringen af de to gravsten, som i Møllegade er markeret med H-3-12 og H-3-13.

23. februar 2016

Hør historierne her

Hvis du bare har lyst til at høre på fortællingerne om begravelsespladsen og de udvalgte begravede personer, så har du dem alle 10 lige her på siden. Stop bare høretelefonerne i ørerne og tryk på Play-knappen på den historie, du vil høre.

HØR: Begravelsespladsens historie


HØR: Alexander Abraham Wolff


HØR: Mendel Levin Nathanson


HØR: David Baruch Adler


HØR: Hanna Adler


HØR: Henriette Pætges


HØR: Dorothea & Moritz Melchior

HØR: Meyer og Jacob Bing


HØR: Udvalgte personer i Karré X


HØR: Udvalgte personer i Karré A

22. februar 2016

Begravelsespladsens historie

Der har levet jøder i Danmark siden 1600-tallet. De første af dem var sefardiske jøder, som i 1622 blev inviteret af Christian IV til at bosætte sig i den daværende danske by Glückstadt i Holsten. I 1640 kom byen Altona og dens jødiske begravelsespladser under den danske krone, og året efter fik byens menighed tilladelse af Christian IV til at åbne en synagoge. I 1676 blev Israel Salomon Levy den første bosiddende jøde i København.

Se filmen om Mosaisk Nordre Begravelsesplads

Den 16. december 1684 gav Christian V sin hofjuveler Meyer Goldschmidt tilladelse til at holde gudstjeneste i sit hjem,  så længe man ikke forstyrrede de danske naboer. Datoen regnes derfor som grundlæggelsen af den jødiske menighed, og der blev holdt gudstjenester i Meyer Goldschmidts hjem i mange år, før den første synagoge blev bygget i Læderstræde. Menigheden var i starten ganske lille, og de der afgik ved døden blev begravet i Altona.

Den første begravelse
Men i 1693 døde den unge juvelhandler David Israel fra København. Hans familie fik af Københavns Magistrat lov til at begrave ham på Nørre Fælled uden for byen.

Året efter købte Meyer Goldschmidt sammen med tre andre jødiske mænd jorden omkring David Israels gravsted og fik retten til at bruge området som begravelsesplads. Den 29. august 1694 blev Mosaisk Nordre Begravelsesplads grundlagt. David Israels gravsten er fortsat bevaret og kan ses som nummer X-6.

Efter jødisk tradition er graven den afdødes evige eje. Derfor sikrede menigheden sig en evighedsstatut hos magistraten, så begravelsespladsen kan ligge her til evig tid.

Uden for byen
I 1694 lå området langt uden for Københavns volde ved en række sandgrave. Det var et øde og forblæst sted tæt ved barkmøllen "Lille Blegdams Mølle", Kongens Jagtvej og Nørre Landevej, der strakte sig over Nørre Fælled.

I de første mange år var det ofte svært for de efterhånden 150 jødiske familier inde i København at få nok folk til at følge kisten fra hjemmet og den lange vej ud til begravelsespladsen. I 1768 stiftede Tobias Abraham derfor "Ligfølge-selskabet", der skulle sikre, at et tilstrækkeligt antal frivillige fulgte de afdøde til begravelsespladsen. Selskabet  holder fortsat traditionerne i hævd den dag i dag.

Udvidelser af pladsen
Begravelsespladsen blev siden starten i 1694 udvidet otte gange indtil 1855, men det var efterhånden blevet sværere og sværere at opkøbe jord omkring begravelsespladsen. For det, der i begyndelsen var fælled og sandgrave, var i anden halvdel af 1800-tallet i fuld gang med at blive det eksplosivt voksende Nørrebro, fordi byen havde bevæget sig langt ud over de gamle volde.

Derfor blev Mosaisk Vestre Begravelsesplads i 1886 åbnet på det ydre Vesterbro, og i de følgende år blev kun et lille antal personer begravet her på Nørrebro i reserverede familiegravsteder. Den sidste begravelse fandt sted i 1967.

Cirka 6000 personer er begravet her, men kun omkring 2800 gravstene er fortsat bevaret. Resten af stenene er enten forvitret bort, stjålet eller sunket og forsvundet i sandjorden, mens andre blev ødelagt under bombardementet af København i 1807.

Mosaiske Nordre Begravelsesplads er klart den største af de jødiske begravelsespladser i Danmark, som ikke længere er i brug. Der er dog også historiske begravelsespladser i Aalborg, Randers, Aarhus, Horsens, Fredericia, Fåborg, Assens, Odense, Nakskov og Slagelse med i alt knap 1500 grave, som også bevares til evig tid.

Død og begravelse i jødedommen

De jødiske ritualer omkring død, begravelse og sorg er blevet opretholdt gennem årtusinder og bliver stadig overholdt i dag.

Jødedommen sætter livet højere end noget andet. Men samtidig ser man traditionelt ikke døden som en tragedie. Døden er en naturlig proces. Et menneskes død betragtes som en overgang fra den fysiske verden til en åndelig verden. Døden er ikke et afsluttende kapitel, men en midlertidig afsked.

Begravelsen og sørgeperioden handler derfor om to ting: at ære den afdøde - og at trøste de efterladte.

Død
Ved budskabet om et menneskes død lovpriser man Gud for at være den ene sande dommer. Derefter handler alt fra død til begravelse om at respektere og ære den afdøde, og det er skik at våge over den døde. Man lader traditionelt en begravelse ske så hurtigst som muligt efter, at døden er indtrådt.

Inden begravelsen bliver den afdøde gjort i stand af et særligt jødisk begravelsesselskab. Denne gerning anses for at høre til blandt de fornemste handlinger, som et menneske kan gøre for sine medmennesker. Denne handling foregår i dyb respekt for den afdøde.

Alle afdøde bliver iklædt de samme enkle, hvide klæder og begraves i simple, umalede kister som et tegn på, at alle er lige i døden. Mænd bliver desuden svøbt i deres bedesjal. Inden kisten lukkes, strøes en lille smule jord fra Israel over øjne og hjerte.

Ifølge ortodoks jødisk praksis bliver den afdøde begravet. Man anvender ikke ligbrænding, fordi det er vigtigt, at kroppen hviler i fred, så den kan genopstå ved tidernes ende. Med dette som baggrund taler man i jødedommen om evig gravfred, og grave sløjfes aldrig. Kremering og nedsætning af urner er dog i dag muligt for danske jøder på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Begravelse
Begravelsen ærer den afdøde og er starten på sørgeperioden for de efterladte. Enkelte familier markerer deres sorg ved at rive en flænge i tøjet.

Det betragtes som en god gerning - en mitzvah - at møde op til en begravelse og være med til at følge den døde til graven.

Under selve mindehøjtideligheden læser synagogens forsanger, kantoren, og rabbineren de traditionelle hebraiske tekster, og rabbineren holder en tale på dansk, som både ærer den afdøde og hjælper de sørgende.

Derefter går følget fra kapellet ud på selve begravelsespladsen, hvor jordfæstelsen foregår. Også her læses der traditionelle hebraiske bønner, og når kisten er sænket, kaster de nærmeste efterladte jord på kisten. Det er en jødisk tradition, som skal hjælpe de efterladte med at forstå den absolutte virkelighed i døden og aktivt deltage i afskeden.

Efter jordfæstelsen læses kaddish, den bøn som blandt andet er knyttet til en begravelse. Denne bøn siges højt af de efterladte. Kaddish-bønnen udtrykker den fundamentale accept af Guds storhed, men repræsenterer også ideen om kontinuitet og minde. Kaddishbønnen benyttes også gennem sørgeåret og bliver også sagt hvert år på dødsdagen.

Sorg
Efter begravelsen holder man traditionelt syv sørgedage i hjemmet, hvor de efterladte opholder sig sammen og modtager besøg og omsorg. Sørgeperioden hedder shivah, som betyder syv, og man kalder det ofte "at sidde shivah". Besøgende medbringer ikke blomster, men gerne mad til de efterladte. Efter de syv sørgedage træder man ind i livet igen.

Inden for et år sætter man en gravsten på graven. Den afdødes dødsdag er en årlig mindedag, hvor det er almindeligt at besøge graven. Man lægger ikke blomster på en jødisk grav, men lægger i stedet en lille sten for at vise, at der har været besøg.

Gravstenene i Møllegade



Omtrent 2800 gravsten står stadig på begravelsespladsen. De resterende er enten sunket i jorden eller forvitret bort, hvis de ikke er blevet stjålet eller ødelagt. Desuden blev en række gravsteder kun markeret med billige træstøtter, som også er forsvundet med tiden.

Der er således mange flere grave end gravsten her på begravelsespladsen. Det er grunden til, at gæster anmodes om kun at færdes på de markerede stier. Selve gravene vender alle mod øst, mod Jerusalem.

Det er jødisk skik, at alle er lige i døden, og at der ikke skal gøres forskel på de rige eller de fattige. Det gælder i princippet også gravstenene. Kigger man ud over begravelsespladsen kan man se, at den skik i en vis grad blev opretholdt i den første tid, hvor mange gravsten er af sandsten, ligner hinanden og bærer hebraiske inskriptioner.

Men især i 1800-tallet ønskede det jødiske borgerskab en mere personlig stil, måske inspireret af de danske kirkegårde. Teksterne på gravstenene blev en kombination af hebraisk og dansk, før de fra midten af 1800-tallet hovedsageligt blev på dansk. Nogle af gravstenene blev også større og mere kostbare.

Traditionerne fra kirkegårde med blomster og små haver omkring gravene er dog ikke blevet kopieret. På jødiske begravelsespladser lægger man således typisk ikke blomster. For det første ud fra tanken, at alle skal være lige i døden, og for det andet for at man ikke skal plukke en levende blomst til ære for de døde. Det er således typisk i jødisk livsopfattelse, at livet kommer før døden.

I stedet lægger besøgende en lille sten på den afdødes gravsten, som diskret viser, at man har besøgt graven; et symbol på værdsættelse og respekt. I de ældste tider blev gravene ikke markeret med gravsten, men i stedet med gravhøje af sten, så at lægge en sten på graven var samtidig en måde at bevare gravstedet.

Inskriptioner
En gravsten på hebraisk bliver indledt med udtrykket "her hviler" efterfulgt af den afdødes navn.

Hvis den afdøde er en mand: 

Hvis den afdøde er en kvinde: 

Man vil ofte nederst på gravstenen finde fem hebraiske bogstaver, som udgør en forkortelse fra et vers i Torah, som betyder:

Måtte hans/hendes sjæl være forbundet med livets bånd.

På nogle gravsten ser man desuden symboler, som fortæller mere om den afdøde. To hænder med delte fingre i en velsignelse fortæller, at den afdøde var kohanit, som er det jødiske præsteskab og efterkommere af tempelpræsterne:

      

Et vandfad eller en kande fortæller, at her hviler en afdød fra Levi stamme. Levitter vasker kohanitternes hænder inden velsignelsen:


21. februar 2016

Bygningerne på begravelsespladsen

Allerede få år efter etableringen af begravelsespladsen i 1694 stod det klart, at det første stykke jord på Nørre Fælled snart ville blive for lille. Menigheden voksede fortsat - og samtidig blev de jødiske begravelser og følget ofte generet af forbipasserende, fordi pladsen lå åben og ubeskyttet.

I forbindelse med den første udvidelse af begravelsespladsen i 1704 blev der derfor opført et plankeværk, samtidig med at menigheden fik tilladelse til at bygge et hus til kapel og bolig for en opsynsmand samt et vaskehus til gøre de afdøde i stand før begravelsen. Det lille kapel og boligen lå ifølge optegnelser omtrent samme sted som det nuværende hus og søjlegang ligger.

Da København blev ramt af pesten
Kapellet blev anvendt ved begravelser, men allerede i 1711 fik det for en stund en helt anden brug. Den store pest ramte København, og byens sygehuse og lazaretter blev hurtigt overfyldt. Kapellet i Møllegade blev derfor brugt som jødisk lazaret under pesten. De jøder, der døde af pesten, blev også begravet her på pladsen.

Det er usikkert, hvor længe de første bygninger stod. På kort over Nørrebro fra 1804 kan man se, at der lå bygninger på samme sted som i dag. Her var der tale om et forhus mod Møllegade og en sidebygning mod begravelsespladsen, men i løbet af 1800-tallet må de gamle bygningers tilstand være blevet forværret.

Nye bygninger 
I hvert fald søgte man i 1872 om tilladelse til at bygge et interimistisk skur til at bruge som kapel. Samme år søgte arkitekt Vilhelm Tvede på menighedens vegne om byggetilladelse til at bygge et helt nyt kapel i forlængelse af en ny inspektørbolig. Han fik tilladelsen på betingelse af, at skuret blev revet ned.

Tvede tegnede begge bygninger, som blev opført i Møllegade i 1873 og suppleret med en mur i 1881. I 1886 åbnede Vestre Mosaisk Begravelsesplads, og pladsen her i Møllegade blev i de følgende år kun brugt til nogle få reserverede familiegravsteder indtil den sidste begravelse i 1967. Kapellet blev derfor sjældent brugt.

Boligen fra 1873 står der stadig, men kapellet blev revet ned i 1928, fordi det var blevet for dyrt at vedligeholde. Kapellet stod til venstre for huset, hvis man kigger ud mod Møllegade herfra. Det var næsten dobbelt så højt som boligen og havde indgang både fra begravelsespladsen og fra Møllegade.

Kapellet set fra Møllegade

Elementer fra det forsvundne kapel kan stadig ses genspejlet i den røde teglstensgavl på ejendommen Møllegade 10, som blev tegnet i 1901 af arkitekt Frederik Levy, som havde tegnet flere af menighedens bygninger.

Med Møllegade 10 bestræbte Levy sig på at skabe en arkitektonisk balance med det store kapel, og elementer af udsmykningen og de høje, buede "vinduer" i facaden låner derfor deres udtryk fra kapellets facader mod Møllegade 10 og pladsen.

Som erstatning for kapellet fik arkitekt Albert Oppenheim i 1928 til opgave at tegne et indgangsparti. Han tegnede derfor den åbne loggia - søjlegang - med smedejernslåge til venstre for huset, som stadig giver et kig ind på begravelsespladsen fra Møllegade.


Den nuværende mur omkring begravelsespladsen blev opført i 1907, tegnet af Frederik Levy. Huset, muren og selve begravelsespladsen anses for bevaringsværdige og blev fredet af staten i 1983. Huset og haven er i dag privat beboelse.

Find rundt på pladsen

Med dette kort kan du selv bevæge dig rundt på Mosaisk Nordre Begravelsesplads og finde de gravsteder, som er særligt udvalgt og markeret med skilte.

Du kan læse mere om alle personerne lige her. Læs mere (åbner i nyt vindue)






Copyright © 2016 Møllegade