De jødiske ritualer omkring død, begravelse og
sorg er blevet opretholdt gennem årtusinder og bliver stadig overholdt i dag.
Jødedommen sætter livet højere end noget andet.
Men samtidig ser man traditionelt ikke døden som en tragedie. Døden er en
naturlig proces. Et menneskes død betragtes som en overgang fra den fysiske
verden til en åndelig verden. Døden er ikke et afsluttende kapitel, men en
midlertidig afsked.
Begravelsen og sørgeperioden handler derfor om to
ting: at ære den afdøde - og at trøste de efterladte.
Død
Ved budskabet om et menneskes død lovpriser man
Gud for at være den ene sande dommer. Derefter handler alt fra død til
begravelse om at respektere og ære den afdøde, og det er skik at våge over den
døde. Man lader traditionelt en begravelse ske så hurtigst som muligt efter, at
døden er indtrådt.
Inden begravelsen bliver den afdøde gjort i stand
af et særligt jødisk begravelsesselskab. Denne gerning anses for at høre til
blandt de fornemste handlinger, som et menneske kan gøre for sine medmennesker.
Denne handling foregår i dyb respekt for den afdøde.
Alle afdøde bliver iklædt de samme enkle, hvide
klæder og begraves i simple, umalede kister som et tegn på, at alle er lige i
døden. Mænd bliver desuden svøbt i deres bedesjal. Inden kisten lukkes, strøes
en lille smule jord fra Israel over øjne og hjerte.
Ifølge ortodoks jødisk praksis bliver den afdøde
begravet. Man anvender ikke ligbrænding, fordi det er vigtigt, at kroppen
hviler i fred, så den kan genopstå ved tidernes ende. Med dette som baggrund
taler man i jødedommen om evig gravfred, og grave sløjfes aldrig. Kremering og
nedsætning af urner er dog i dag muligt for danske jøder på Mosaisk Vestre
Begravelsesplads.
Begravelse
Begravelsen ærer den afdøde og er starten på
sørgeperioden for de efterladte. Enkelte familier markerer deres sorg ved at
rive en flænge i tøjet.
Det betragtes som en god gerning - en mitzvah -
at møde op til en begravelse og være med til at følge den døde til graven.
Under selve mindehøjtideligheden læser synagogens
forsanger, kantoren, og rabbineren de traditionelle hebraiske tekster, og
rabbineren holder en tale på dansk, som både ærer den afdøde og hjælper de
sørgende.
Derefter går følget fra kapellet ud på selve
begravelsespladsen, hvor jordfæstelsen foregår. Også her læses der
traditionelle hebraiske bønner, og når kisten er sænket, kaster de nærmeste
efterladte jord på kisten. Det er en jødisk tradition, som skal hjælpe de
efterladte med at forstå den absolutte virkelighed i døden og aktivt deltage i
afskeden.
Efter jordfæstelsen læses kaddish, den bøn som
blandt andet er knyttet til en begravelse. Denne bøn siges højt af de
efterladte. Kaddish-bønnen udtrykker den fundamentale accept af Guds storhed, men
repræsenterer også ideen om kontinuitet og minde. Kaddishbønnen benyttes også
gennem sørgeåret og bliver også sagt hvert år på dødsdagen.
Sorg
Efter begravelsen holder man traditionelt syv
sørgedage i hjemmet, hvor de efterladte opholder sig sammen og modtager besøg
og omsorg. Sørgeperioden hedder shivah, som betyder syv, og man kalder det ofte
"at sidde shivah". Besøgende medbringer ikke blomster, men gerne mad
til de efterladte. Efter de syv sørgedage træder man ind i livet igen.
Inden
for et år sætter man en gravsten på graven. Den afdødes dødsdag er en årlig
mindedag, hvor det er almindeligt at besøge graven. Man lægger ikke blomster på
en jødisk grav, men lægger i stedet en lille sten for at vise, at der har været
besøg.
