20. februar 2016

MG-42 Joseph Marcus Levin

Joseph Marcus Levin blev født i Fredericia i 1807 og døde i København i 1886. Han blev gift med Frederikke Weel i 1839, og de fik i alt ni børn.

Joseph Marcus Levin stiftede i 1836 vekselererfirmaet J. M. Levin & Co. sammen med Isaac Wulff Heyman. Sidstnævnte forlod dog firmaet i 1848 – og ligger i øvrigt begravet i samme række som sin tidligere kompagnon. Det er grav MG-56. J. M. Levin & Co. håndterede alle typer af vekselerer- og bankierforretning og blev tidligt vekserer for hoffet og privatbankier for Frederik 8.

Joseph Marcus Levins søn Adolph Joseph Levin kom tidligt til at arbejde i firmaet og fik hele sin uddannelse der. Han overtog sin fars virksomhed, da Joseph Marcus Levin i 1874 trak sig tilbage.

Joseph Marcus Levin var i to omgange formand for Mosaisk Troessamfund i 1886. I hans tid blev den nuværende inspektørbolig fra 1873 opført. Joseph er begravet i Møllegade i grav MG-42.
Copyright © 2016 Møllegade