21. februar 2016

A-4 Israel Bernhard (Berendt) Melchior

Israel Bernhard Melchior var uddannet cand.polyt og bror til de to forretningsmænd Moritz Gerson Melchior og Moses Melchior. Han overtog selv i 1874 Køge Papirfabrik, som han lod modernisere. 

Samme år fik han villaen Store Søvang bygget i forlængelse af Køge Papirfabrik. Den var tegnet af arkitekten Valdemar Ingemann og var ligesom fabrikken meget moderne med centralvarme og indlagt vand. I øverste etage etablerede Israel B. Melchior et atelier med ovenlys til sin store interesse: Fotografering.

For Israel B. Melchior huskes i dag især som en ivrig amatørfotograf og betegnes som både original og kompetent. Familien Melchior var tætte venner med mange af datidens kunstnere, ikke mindst H. C. Andersen, som Israel B. Melchior fotograferede mange gange på broren Moritz’ landsted Rolighed på det nuværende Østerbro.


Copyright © 2016 Møllegade