Den lille, uanseelige gravsten markerer ikke blot Henriette Pätges
grav, men også, at hun faktisk - trods sin jødiske afstamning - ikke ønskede at
blive begravet her i Møllegade.
Henriette Pätges blev født i Hartwig og var fra Frankfurt. Det var i
1780. Som meget ung blev hun i Hamburg ansat som tyende hos en jødisk familie,
som senere tog hende med til København.
Her blev hun gift med den katolske vinkyper Christian Heinrich
Pätges, som ligesom Henriette var af tysk afstamning. Han slog sig ned som
vinhandler, men de engelske bombardementer af København i 1807 betød, at
familien mistede alt.
De endte derfor med at flytte ud af byen til Nørrebro og drev i
nogle år beværtningen ”Lille Ravnsborg”, som lå ved Assistens Kirkegård og ofte
blev brugt til at drikke gravøl efter en begravelse.
Familien boede i sidebygningen, og her blev det ottende barn født i
november 1812. Hanne Pätges hed hun, men vi kender hende bedre som Johanne
Luise Heiberg, som skulle blive guldalderens største skuespillerinde.
Dans i Aalborg
Mens hendes mand i stigende grad blev drikfældig og meget
temperamentsfuld, var det op til Henriette Pätges at skaffe brød på bordet til
den store familie. Henriette Pätges arbejdede derfor stenhårdt både som
værtshusejer på Nørrebro og som teltholder på Bakken, før hun i 1816 med ni
børn i hælene flyttede til Aalborg for at ernære sig med madpensionat for det
2. Jyske regiments officerer.
Her lejede Henriette Pätges et lokale ud til en underofficer ved
navn Zangenberg, som underviste byens børn i dans. Det blev en åbenbaring for
den unge datter Hanne, som dermed fik gratis danseundervisning.
I 1820 var familien tilbage i København og Henriette Pätges lod -
trods de konstante økonomiske trængsler - en anden jødisk pige bo hos sig. Hun
var datter af visesangeren Michel Levin fra Bakken, og hun skaffede adgang til
Det Kongelige Teaters solodanser Dahlén for den unge Hanne, som blev optaget på
balletskolen.
Det blev det afgørende skridt ind i kunstens og senere teatrets
verden for Hanne, som blev gift med Johan Ludvig Heiberg og i en menneskealder
dominerede den danske teaterverden som Johanne Luise Heiberg.
En jødetøs
Man kan ikke påstå, at Henriette Pätges gjorde meget for at lade
sine børn vokse op som jøder. Tværtimod blev de ni børn alle døbt – og de
vidste intet om deres mors jødiske baggrund. Johanne Luise Heiberg beskriver i
sine erindringer, hvordan hun blev chokeret, da hendes far i raseri en dag
kaldte hendes mor for en ”jødetøs”.
”Jeg havde så ofte hørt hende udtale sin ringeagt for jøder, at
sligt aldrig var kommen i mine tanker. For mig var denne opdagelse kilden til
stor sorg. En dyb skam betog mig,” skriver Johanne Luise Heiberg selv.
Henriette Pätges var i starten af sit ægteskab gået med til at
konvertere til kristendommen. Men den katolske præst, som skulle undervise
hende, blev angiveligt så betaget af den smukke Henriette, at han prøvede at
gøre kur til hende. Det gjorde Christian Pätges så rasende, at alle tanker om
konvertering blev droppet.
Johanne Luise Heiberg skriver selv, at hendes mor mod slutningen af
sit liv stadig ønskede at blive kristen. Den store skuespillerinde kontaktede
derfor en præst, som dog afviste, at den 80-årige Henriette Pätges kunne nå at
blive døbt. ”Aldrig er jeg gået bort mere bedrøvet efter nogen samtale end
efter denne,” skriver Heiberg om moren, som døde året efter i 1861.
Så et stenkast fra det sted, hvor hun næsten 50 år tidligere drev
forretning og fødte sin berømte datter, blev Henriette Pätges derfor trods alt
begravet i Møllegade. Det er grav B-10.