I modsætning til den øvrige befolkning måtte jøderne
i 1700-tallet f.eks. kun bosætte sig i København med et gyldigt lejdebrev, og kun
hvis de levede op til skrappe økonomiske krav eller drev virksomhed, hvor de i
starten ikke måtte have kristne ansatte. Jøderne måtte ikke eje jord, de kunne
ikke blive medlemmer af handels- og håndværkerlaug, deres børn måtte ikke gå i
de kristne skoler og lære dansk, og de håndterede selv ægteskab og skilsmisser.
De danske jøder levede derfor temmelig isoleret fra det øvrige samfund, som
opretholdt en stor mistillid til den jødiske befolkning.
Men oplysningstidens vinde om frihed og lighed
blæste også til Danmark, og i starten af 1800-tallet fik jøderne lov til at eje
jord, aftjene værnepligt og etablere skoler med bl.a. dansk på skemaet. De nye
vinde blev i høj grad hjulpet på vej af en gruppe reformivrige danske jøder,
som arbejdede bevidst på at lade menigheden integrere i det danske samfund,
hvoraf M. L. Nathanson var en af de fremmeste. Hans grav findes på G-16-16.
1813-1817: Den litterære jødefejde
Men man oplevede også alvorlige tilbageslag. Danmark
oplevede i 1813 både en statsbankerot og de negative konsekvenser af alliancen
med Napoleon, og i skyggen af disse begivenheder voksede en bølge af
antisemitisme frem.
Antisemitiske skrifter oversat fra tysk beskyldte
bl.a. jøderne for ikke at opfylde deres moralske og borgerlige pligter, mens
andre artikler og tidsskrifter krævede, at de danske jøder blev tvangskonverteret
til kristendommen og påstod, at de var grunden til landets dårlige økonomi. Til
gengæld udgav både markante jøder samt bl.a. forfattere som Jens Baggesen og Steen
Steensen Blicher skrifter og pamfletter til forsvar for jødernes ligestilling.
Selv om den første danske jødefejde kaldes
litterær, så førte den også til voldelige overfald, og mange danske jøder
afholdt sig fra at vise offentligt for ikke at blive overfaldet fysisk eller
verbalt af menneskemængder.
1814: Det jødiske frihedsbrev
For den enevældige kong Frederik 6. understregede
den litterære jødefejde, at der var behov for at få jødernes fremtidige
retsstilling i riget fastslået.
Med en kongelig lov (en anordning) af 29. marts
1814 gav Frederik 6. således jøderne stort set de samme fulde borgerrettigheder
som den øvrige befolkning – eller hvad vi i dag ville kalde dansk
statsborgerskab. Jøder, som var født i Danmark eller havde erhvervet sig
lejdebrev, fik hermed lov til at ernære sig ”på enhver lovlig måde”. Til
gengæld måtte de underkaste sig den borgerlige lovgivning inden for bl.a.
skolegang, arveforhold og civilret. Samtidig skulle menighedens overrabbiner
udnævnes af kongen, mens der også blev indført en jødisk konfirmation. Så der
var tale om en frihed fyldt med pligter.
Men for de danske jøder var og er den kongelige
anordning en af de mest markante begivenheder her i landet. Dens 200 års
jubilæum blev fejret i 2014, hvor overborgmester Frank Jensen i sin tale sagde:
”Det er den mest vellykkede integration overhovedet i Danmarks historie.”
1819-1820: Den korporlige jødefejde
Frihed og integration var dog ikke nok til at
dulme de hadske strømninger imod jøderne i befolkningen. Den elitære og
litterære jødefejde levede videre i årene efter det jødiske frihedsbrev, men i
1819 var det den brede befolknings modstand mod jøderne samt den økonomiske
krise, der førte til optøjer.
Den 4. september opfordrede plakater i København
til voldelige handlinger og uro for at skaffe ”sig af med jødepakket”, og de
fik hurtigt vind i sejlene. I
flere dage drog store menneskemængder gennem København og raserede jødiske
butikker og smadrede vinduer til jødiske lejligheder.
Kongen slog hårdt ned på urolighederne og indførte
undtagelsestilstand. Men selv om militæret blev sat ind, og der blev truet med
dødsstraf, blussede uroen op igen med jævne mellemrum gennem 1820 og skabte stor
frygt blandt de danske jøder, som måtte gemme sig i kældre for at undgå
overfald.
Den korporlige jødefejde fik også store
konsekvenser for de danske jøders fremtid. Trods de nye borgerrettigheder følte
mange sig ikke tilstrækkeligt sikre i Danmark, og en række fremtrædende jøder
lod i de følgende år deres børn konvertere til kristendommen – herunder
menighedens leder, M. L. Nathanson.
