A-7 Abraham Alexander Wolff

Publiceret 21. februar 2016 - 00.36

I maj 1829 holdt Abraham Alexander Wolff sin første gudstjeneste som de danske jøders nye overrabbiner. Det var et embede, han kom til at bestride i over 62 år.

Abraham Alexander Wolff blev født i tyske Darmstadt, og hans far havde en helt klar plan for sin søn: Han skulle være rabbiner. Faren var hans første lærer i Talmud, som er jødiske lovtekster og kommentarer. Allerede som 6-årig kunne den unge Wolff derfor imponere de lærde i Darmstadt med sit kendskab til jødedommen.

I mange år fordybede Wolff sig i Talmud ved siden af sine andre studier, som gjorde ham til dr.phil fra universitetet i Giessen. Han blev boende i Giessen og ordineret som rabbiner og blev siden rabbiner for hele provinsen Oberhessen.

Københavns Brand 1795
I København brændte menighedens første synagoge i Læderstræde under den store brand i 1795. Det skete i en periode med store interne stridigheder. Der var blandt andet opstået store økonomiske spænd mellem menighedens medlemmer. Omvendt ønskede nogle grupper at reformere gudstjenesten og tilføje nye ritualer som prædiken og kor – mens andre ville holde fast i de strengt ortodokse traditioner.

I 1800-tallet oplevede de danske jøder både angreb og at få fulde borgerrettigheder via et kongeligt frihedsbrev. Men i mangel på en fælles synagoge og en stærk overrabbiner fortsatte uenighederne – og de mange grupperinger endte med hver deres gudstjenester i sale og private hjem og uden at være enige om ret meget.

Ankomst til København
Der var derfor nok at tage fat på, da den kun 29-årige Abraham Wolff ankom til København i 1829.

Hvis den unge overrabbiner skulle have held med at forene sin menighed, havde han brug for en fælles synagoge. Menigheden havde en grund, men manglede et stort beløb for at kunne bygge synagogen.

De penge satte den energiske og veltalende Wolff sig for at skaffe. Hans bestræbelser blev på imponerende kort tid kronet med succes – og så kunne byggeriet af den nye synagoge begynde. Og i maj 1933 kunne Wolff så holde sin første gudstjeneste i den store synagoge i Krystalgade.

Regler for gudstjenesterne
Samtidig opstillede Wolff reglerne for gudstjenesternes indhold og forløb, som blev et elegant kompromis. Selve gudstjenesten blev holdt på helt traditionel, ortodoks grund – men for at imødekomme de reformivrige blev der tilført både prædiken, en dansk bøn for konge og fædreland samt salmer.

Den nye ordning var på forhånd godkendt af kong Frederik den 6. – og det var medvirkende til at dæmpe utilfredse toner.  Med åbningen af synagogen i Krystalgade blev de fleste af de private synagoger desuden lukket – og dermed var en væsentlig kilde til splittelse forsvundet.

Den unge overrabbiner var en både karismatisk og veltalende person, som kombinerede en imponerende jødisk viden med verdslig dannelse og elegance. Og trods kritik fra både de traditionelle og de reformivrige lykkedes det ham at samle menigheden – og holde den samlet. Wolff skabte sig på den måde mange tilhængere både i menigheden og i det øvrige samfunds højere lag.

Som den samlede kraft kunne han derfor optræde som jødernes talsmand og forsvare dem, når de blev angrebet. For der var stadig store spændinger og modstand mod de danske jøder i det øvrige samfund – ikke mindst fra kirkelig side.

Talmudfjender
I 1878 udkom Wolffs store bog Talmudfjender som et forsvar for jøderne og jødedommen og et modsvar til beskyldninger og angreb fra både biskopper, præster og politikere.

Wolff står i Danmark som ophavsmand til de moderne jødiske prædikener, og han holdt over 5000 af slagsen. Han oversatte også den jødiske bønnebog og Mosebøgerne til dansk, ligesom han skrev flere lærebøger om jødisk tro.

Privat var Abraham Wolff gift med Johanna Goldschmidt, og de fik sammen 11 børn. Johanna døde i 1876, mens han fortsatte sin gerning som overrabbiner til sin død som 90-årig i 1891. De ligger begravet side om side på Mosaisk Nordre Begravelsesplads i Møllegade. Det er grav A-7-46.